HVID STØJ ER GODT FOR HELBREDET

Hey oh, det er tid til en ny omgang TAGGED. Bare fordi jeg mangler inspiration til emner jeg aldrig vidste, jeg egentlig fandt dybt facinerende. Altså skal det være en nicheblog. Vil du ikke nok lege med? Jeg har to fremlæggelser og to opgaver der skal afleveres i denne uge, så jeg mangler overspringshandlinger.

Kopier dette:

_______________

Vælg 5-10 blogs du gerne vil dele med verden - men det skal være en nicheblog. En nicheblog er en blog om et bestemt emne. Det kunne være film, chokolade, jazz, mode eller russisk mad. Altså ikke en blog i dagbogsformat, der udelukkende handler om personens hverdag.

Skriv et blogindlæg med listen, og send stafetten videre til 5 du ved, ikke vil hade dig for det. 

_______________

Her er mine i tilfældig rækkefølge:

1: Sociological Images - for den visuelle sociologinørd.

2: Tyk! - øøh ja.

3: Overheard In Copenhagen - dog lidt død.

4: LP Cover Lover - Yeah..

5: Vintage Ads - Gamle reklamer.

6: A Rare Breed - Jeg elsker rødhårede.

7: 1000 Awesome Things - En blog der i tilfældig rækkefølge skriver om 1000 awesome things, som at få et håndskrevet brev, og lyden af en saks der klipper i karton. Og så kan man sidde der, og føle fællesskab med en fremmed blogger der sidder på den anden side af kloden, for stort set alt det awesome er universelt, men det tænker vi ikke over. Og mennesker elsker at sige “også mig”. Også mig.

8: All The Sad Young Gossip Girls - Jer der ser Gossip Girl vil finde den interessant.

9: English Russia - Det Rusland vi aldrig ser.

10: Stair Porn - Alt om trapper. Ikke porno. Jeg elsker trapper. Hvorfor ved jeg ikke. Og jeg er endda højdeskræk.

Jeg tagger Weirdo, fugloe, Dikkedarer, Smilla og  Søster Lagkage fordi hun har brudt regel nummer 1 og hugget bandwidth fra min blog. Fyyyy.

Det er kun på pædagoguddannelsen og i Ekstra Bladet, at der er en helt naturlig overgang i debatten om dødsstraf til debatten om sort arbejde.

Jeg gider ikke være voksen. Jeg vil være lille, og sidde på mit værelse og se Blossom, og spole tilbage halvtreds gange for at se videoen igen og igen, og faktisk have tid til at dagdrømme om drenge med langt krøllet hår.

Jeg var et hus i børnehaven. Men jeg ville hellere være mariehønen. Det var kun de store børn der kunne være mariehønen, for den garderobe var ved de stores stue. Da jeg var stor det sidste år, fik jeg dog lov til at være mariehønen.

Hvad var du?

Reblogging Rudiment

Jeg er så god til at dagdrømme. Jeg kunne blive cand.drøm på to uger, og samtidig bryde 12-skalaen så hele Danmark blev nødt til, at gå tilbage til 13-skalaen.

Jeg har siddet i to timer og kigget på steder jeg eventuelt kunne bruge som praktiksted i New York fra sommeren 2009. Tror jeg mest er til et day care for fattige. Jeg har absolut ingen penge til det, og ved slet ikke om mit seminarium ville godkende mig. Skal lige overstå denne praktikperiode først, men så skal jeg godt nok også i gang med at kysse røv, og købe æbler engros, hvis jeg skal have en chance. Men der er jo pengene. Jeg kan måske, kun måske, få mig selv til at spørge mine forældre. Om et lån. Eller om de vil kautionere for mig. Jeg har aldrig haft gæld før, først da jeg som 24-årig startede med at få SU-lån. Det må vel tælle med som et bonus? Men jeg bliver uddannet pædagog - og det er ikke ligefrem gode penge man tjener. Så hvis jeg kommer afsted med lånte penge, bliver jeg nødt til som færdiguddannet at flytte på bøhlandet og arbejde 45 timer om ugen et par år, for overhovedet at kunne overveje at købe et fast sted at bo. Spørgsmålet er jo bare, om de gamle overhovedet gider.

Men jeg tror alligevel, at jeg ville blive glad for den løsning. For hvornår får jeg ellers muligheden for at bo og arbejde i New York, eller bare USA? Jeg er blevet for gammel til endnu et high school-ophold.

Jeg ville gerne finde et praktiksted, der også havde en køjeseng, eller bare et stykke gulv jeg kunne overnatte på. For hvis jeg, udover at skulle forsørge mig selv i et halvt år, også skulle finde en lejlighed i New York, så ville jeg have gæld de næste 30 år. Mindst.

Selve det at være i praktik i New York skræmmer mig ikke så meget. Jeg ved, at det ville blive fucking hårdt. Men det er der sgu så meget der er. Et halvt år i en dansk børnehave, er hvad jeg ellers havde at se frem til - og det er mere skræmmende.

En manglende lyst til at sidde herhjemme og glo for nedrullede gardiner, sendte mig i dag ud på et ‘turist i København’-eventyr. På trods af, at jeg har boet her stort set hele livet. Jeg er så meget på røven i denne måned, for jeg brugte alt for meget på brylluppet, og har fået en dårlig vane med at tage taxaen i stedet for bussen - igen. Så jeg havde ikke rigtig råd til noget. Men jeg gik rundt i gader jeg ikke har været i før, fik kaffe på en ukendt café, gik i biografen helt alene, og tog en tur med havnerundfarten. Med en guide der på engelsk kunne fortælle, at Mærsk var “the world’s biggest fishing company”. Se der var noget jeg ikke vidste - og det lød heller ikke til, at dem der var på eventyr med mig, havde hørt det før.

Der er alt for mange kærester i København. Gå væk. Please. Jeg bliver så jaloux. Så jaloux, at jeg kom til at oprette mig på en datingside da jeg kom hjem. Selv om jeg aldrig har fået noget positivt ud af det. Men jeg har allerede droppet det igen, for man skal åbenbart betale for at snakke med de andre medlemmer. Det er helt gratis at have en profil - men giv os lige 700 kroner for at kunne læse den besked du har fået af lonelylasse69. Nevermind.

Og kæresterne har også gjort mig så jaloux, at jeg kort overvejede ham fra brylluppet, og endda blev lidt skuffet over, at han ikke havde fundet mig på facebook som han sagde han ville. Og han er altså bare ikke en, jeg kunne forestille mig, ville være noget for mig. Mr. Nice Guy. Gab. Egentlig er jeg jo glad nok alene, og jeg ved jo også, at jeg de sidste par år hurtigt har fået spat af hankøn der klistrer, og at det jo nok betyder at jeg ikke burde være i et forhold. Men jeg manglede en i dag.

Nu må det godt snart blive gråvejr igen, så kæresterne bliver hjemme.

To dages fuldtidsshopping er overstået, og jeg har vist endelig besluttet mig for en kjole til brylluppet. Jeg har nærmest været omkring hele Storkøbenhavn, fra Lyngby til Amager. Det er så svært at shoppe når man er mig. Og jeg ender altid med at bruge to timer i TP Musikmarked, i stedet for den skobutik jeg burde gå hen i. Det er nu ikke fordi jeg er så kræsen. Det er bare fordi jeg ikke passer ind i denne verden. Du har vel et eller andet du ikke kan lide ved dig selv, små fødder eller sådan noget. Jeg har mange ting.

For det første er jeg rødhåret, og så er der altså bare mange farver jeg ikke kan have på. Jeg ligner en narkoman i gråt, en gris i lyserødt, et lig i rødt. Mit hår er hverken krøllet eller glat - det er kruset. Mareridt. Det mest irriterende er dog min naturlige sideskilning - den har vi alle, men hos mig starter den allerede i nakken. Mine milliarder af fregner gør også, at jeg ikke skal have noget meget mønstret - det bliver for busy at se på.

Og så er der mine fødder. Jeg har andefødder. Seriøst. Ikke at mine tæer hænger sammen, bare formen. De er vildt smalle bagerst, og brede forrest. Jeg kan aldrig finde sko - aldrig. I dag fik jeg prøvet mindst 20 par før jeg besluttede mig for at købe det kedelige par, simpelthen fordi jeg jo skulle have nogen. Og så er det bare surt at de kostede 700 kroner. Jeg fandt et par sko der var så perfekte til min kjole - samme farve, samme mønster, perfekte - men jeg svømmede i dem bagerst. Det mest irriterende er dog, at jeg aldrig ved hvilken størrelse jeg skal prøve - jeg har sko i alt fra 39 til 42.

Og så er der de to fedtklumper forrest, som jeg aldrig har kunne se pointen i, andet end at de tiltrækker det andet køn. Let’s just say at man ikke kan købe min størrelse i de fleste butikker. Hvilket også gør, at der er mange bluser og kjoler som passer perfekt nederst, og slet ikke øverst.

Og så er der mine tænder. De er ikke bare skæve - jeg har også hugtænder. Yes. Jeg har overvejet en del gange at melde mig ind i en eller anden vampyr-wannabe klub, bare for at have et sted hvor jeg seriøst passede ind. Alle ville beundre mig for, at jeg ikke behøvede at bruge falske hugtænder. Jeg ville være dronningen af vampyr-wannabes.

Og så er der min krop. Jeg har korte ben, og en lang overkrop. Korte ben betyder at jeg ikke kan finde bukser hvor som helst. Det betyder også ofte, at bukser der er lavet til at være trekvart lange, går helt ned til mine fødder. Og bluser er altid for korte - det hjælper slet ikke, at fedtklumperne tager et par kilometer af stoffet på vej ned. Som bonus betyder det dog at jeg ikke behøver at købe bikinier - jeg kan bare købe bluser der er ment til at vise navlen. Men det gør jeg så ikke.

Så næste gang du er ked af din skønhedsplet, så vær lige glad for, at du ikke er mig.

Helbredet ser lidt bedre ud lige nu. Kan man sige det? Det gør ikke så ondt i min fod at jeg ikke kan gå, og jeg er kun lidt snottet. Så jeg kom i skole i dag - godt nok for sent, men sådan er der så meget. Bagefter blev det til en strøgtur i solskinsvejr, og det var fantastisk. Det er over tre måneder siden jeg sidst har haft to timer, hvor jeg bare kunne gå og kigge på butikker. Og jeg er bare så bagud - jeg skal til bryllup på lørdag, og har hverken kjole eller gave. Det blev ikke ordnet i sidste uge, da lå jeg på langs med forstuvet fod. Og nej, jeg fik aldrig købt en kjole sidst jeg snakkede om det. Jeg opgav. Det gjorde jeg også lidt i dag. Jeg købte to, men jeg er allerede træt af dem. Der er ikke meget min røv kan passe, og der er ikke mange kjoler at finde rundt omkring for tiden. Jeg skulle have købt den ved nytårstid hvor der var masser. Men sådan er der så meget. Jeg har hele tirsdag til at finde noget. Og Fields har åben til 24 på fredag fandt jeg lige ud af - ikke at jeg tør udsætte det så længe, men det betyder, at jeg kan vente med at købe accessories og sko til jeg har valgt en kjole. Jeg har aldrig været i Fields. Fields ligger på min gamle legeplads (læs: buske, ølflasker og asfalt), så jeg har haft et lidt dårligt forhold til firmaet. På min anden gamle legeplads (læs: buske, ølflasker, kloakrende) ligger der et psykiatrisk hospital. Det kan jeg overhovedet ikke forholde mig til. Men nu kom jeg vist ud på et sidespor.

Jeg skulle ud at spise med kolleger klokken 18, så havde også tid til at sidde på en bænk og glo på mennesker, efter jeg havde kigget på tøj. Der er ikke noget bedre. Det er ikke så interessant i hverdagen - ignorerer helst den gamle dame ved bussen og kassedamen i fakta. Men når man er indstillet på, at nu glor man på mennesker, kun for at glo på mennesker, så er det bedre end tv og biografen til sammen. Og jeg tror lidt, at jeg er i løbetid… Måske var der bare ualmindeligt mange langhårede, nørdede høje mænd på strøget i dag, eller også ser jeg dem bare ikke til hverdag.

Dejlig dag. Godnat.

Jeg får aldrig informationsoverload. Jeg trives med at følge med i halvtreds blogs, ti serier, nyhederne fra både DR, DR2, CNN, BBC og Lorry. Jeg læser alt hvad jeg kommer i nærheden af. Senest ‘Vi med hund’ på skadestuen i aftes, på trods af, at jeg ikke har hund, eller planer om at få en. Jeg surfer Tekst-TV som var jeg den vildeste pensionist - jeg ved lige præcis hvor informationerne om Movia er, jeg savner DR’s gamle TTV chat hvor der altid var de mærkeligste diskussioner, og jeg kigger altid lige på TV2’s side 180 inden jeg slukker. Jeg hører podcasts om mine underlige interesser, lavet af nørder for nørder. Jeg nærlæser skilte på vejen når jeg cykler forbi. Ser mindst en film om dagen hvis jeg kan finde tiden til det. Jeg tør ikke gå på biblioteket længere, for jeg kommer aldrig ud igen, før den sure bibliotikar smider mig ud, med otte bøger og fem cd’er og et gammelt Rolling Stone i favnen. Jeg suger alt til mig, og elsker det. Hvis min hjerne ikke får informationer, laver den sine egne - jeg blev dømt som klassens dagdrømmer på min første skoledag, da jeg var mere optaget af, at drømme om hvad man kunne lave på legepladsen, end min klasselærers opråbning af eleverne.

Jeg får dog aktivitetsoverload hver eneste dag. Jeg tror kun ordet findes i min fantasi. Følelsen af, at man ikke kan overskue opvasken, vasketøjet, lektierne, det røvkedelige referat fra mødet som skal skrives. Min krop krymper sammen bare ved at skrive ordene. Jeg skriger indeni. Jeg smelter. Jeg brænder. Jeg er doven. Nu hvor jeg tænker over det, får jeg sikkert aktivitetsoverload, fordi jeg konstant bliver aktiveret gennem informationer. Så måske lider jeg alligevel af informationsoverload. Det giver sig bare ikke udtryk i, at jeg ikke kan overskue at få flere informationer - men i, at jeg ikke kan overskue at gå ud med skraldet.

Informationsoverload er genialt beskrevet af Gordon Inc. i hans bog ‘Harddisken’, men den ligger ovre i bunken med de andre bøger, under vasketøjet som jeg har sat på /ignore, og jeg kan ikke huske paragraffen ordret. Så du må selv bestemme hvad det betyder. Nu må jeg smutte, for jeg skal lige tjekke fire blogs og finde en film jeg kan falde i søvn til, inden jeg skal op og være aktiv til mødet i morgen tidlig.

Et aktivitetsplanlægningsmøde.

Jeg startede med kun at skrive det negative, men så blev positive kommentarer pludselig blandet ind i det hele. Så jeg tænkte, at jeg også ville tilføje det. Always look on the bright side of life.

1A: Mit pigehjerte dør. Conan holder pause en hel uge i næste uge. Det gør han fandme alt for tit. Tre uger ud af de sidste otte. Gad vide hvad han foretager sig? For et par uger siden var han i Los Angeles, hvor han var gæst hos Jay Leno. Men det var et sygt interview, med en sur Conan, der overhovedet ikke snakkede om, at han om et år overtager Jay Lenos show. Sidstenævnte må nemlig ikke tale om det i følge hans kontrakt. Jeg kan ikke finde et bedre ord for det end ‘akward’. Jeg holder næsten ikke til endnu en conebone-løs uge. Næsten.

1B: Jeg lever stadig på sidste fredags show, Cruel and Conan, together forever, trala la de de day. Bedste afsnit siden Conan tæskede Jon Stewart og Colbert. Og der er jo stadig denne fredags show som jeg kan se i morgen. Plus, jeg har 90GB med gamle afsnit jeg ikke har set i århundreder. And when all else fails kan jeg altid tænke på hvor latterlig jeg er. That’s the way, uh huh uh huh, I like it.

2A: Jeg har fået lort i hovedet i 45 timer denne uge. Fede luder, hold kæft, og rigtig lort, som i det brune. Arbejder for tiden to forskellige steder med unger i den lavere ende af intelligenskvotienten (jeg nægter at bruge ordet ‘retarderet’ og kan ikke finde på et bedre), og selv om de kan være nok så skønne, så er det fandme også hårdt når man har lange uger. Det er 99% af tiden konflikter med væltede potteplanter og skovle i hovedet, 1% af tiden glade unger.

2B: Heldigvis er ikke alle konflikter lige hårde. Som drengen, der hver gang han er sur, udbryder “Lortebus, 5A, hvad sker der for dig mand, hvad laver du?” (ikke ordret, tavshedspligt). Og selv om vi står midt i bolledejen, eller er i gang med et puslespil flere kilometer fra 5A’s rute, kan jeg som nørrebroer ikke være andet end enig. Og så gør det ikke så meget, at jeg ikke kan få ham overbevist om, at han ikke skal spise trylledejen.

3A: Der var en eller anden ligegyldig college footballkamp i fjerneren mandag aften på CBS, så de sendte slet ikke mine serier! Jeg kan ikke overleve uden mine serier! How I Met Your Mother, The Big Bang Theory og Two and a Half Men har de længste titler i sitcomhistorien, men de er også nogle af tidens bedste. I hvert fald når det kommer til, at kunne dække mit eskapismebehov. Men jeg havde nu alligevel ikke haft tid til at se dem.

3B: Jeg tror nok at vi i Danmark allerede har fået muligheden for at se Robin Sparkles-videoen fra How I Met Your Mother? Et afsnit hvor Robin bliver afsløret af Barney for at have været et teenageidol i Tiffany-genren. Så måske ved i hvad jeg snakker om. Jeg er en nørd der har insiderviden om at vi snart får en ny video fra Robin Sparkles! Den hedder “Sandcastles in the sand”, og er en ballade som Robin skrev, efter at hun blev droppet af en af hendes dansere fra den første video. James Van der Beek fra Dawson’s Creek spiller fyren, og Tiffany har en gæsterolle. It’s gonna be LEGEN…. wait for it… wait for it… oh and by the way, I hope you’re not lactose intolerant, because the second half of that word is DARY!

4A: En eller anden dåse var i Go’aften Danmark den anden dag, for at promovere en antipels kampagne. Hvilket i sig selv er genialt. Hun fik dog smadret hele pointen ved at udtale, at det var okay at gå med pels, hvis man selv kunne stå inde for det. What?! Jeg så det heldigvis ikke selv.

4B: Peak Performance har besluttet at droppe pels i deres kollektion.

5A: Først aflyste Beirut hans koncert i Danmark. Så aflyste Jonathan Davis, og som rosinen i pølseenden besluttede Counting Crows at der var federe steder at spille end lille Danmark. Cruel er ikke skuffet, Cruel er sur. Lortebus, 5A, hvad sker dig for dig, hvad laver du?

5B: Fielfraz gendannes? Der har været kryptiske beskeder på Claus Hemplers myspace omkring en koncert der skulle løbe af stablen i dag. Jeg havde mulighed for at tage til Vega og anmelde den, men det orkede jeg ikke lige. Selv om det nok kun er en engangsforestilling og jeg ikke kunne være der, er det enormt fedt. Som da Dizzy Mizz Lizzy spillede sammen sidste år. Legendarisk.

moby-stilen - pissetilfældig og røvlang a-z liste, konsekvent skrevet med små bogstaver og forfærdelig tegnsætning. jeg elsker moby.

a: jeg har spist risengrød til aftensmad fire dage i træk. risengrød er fantastisk. deeeeet er risengrød, der gør maven blød, og derfor skal jeg nok ikke lige spise det igen lige foreløbig.

b: jeg skal til new york den 18. april - not. men det tror min kusine. ja, jeg har løjet for min kusine. jeg skulle nemlig lige finde på en undskyldning til at lave en aftale med hende den morgen (jeg ville nå at se dem inden jeg tog afsted i 10 dage), fordi vi skal holde hendes polterabend. og jeg er ret sikker på, at hun hoppede på den - for 30 sekunder efter jeg sagde det, havde hun beordret mig til at købe stort ind hos baby gap i new york.

c: jeg skal til new york igen. først lige prag, regner jeg med. men jeg vil altså helt vildt gerne opleve conan før han flytter til los angeles næste år. så hvis jeg engang til august kan få fat i en billet til showet i efterårsferien, så er jeg den der er skredet.

d: jeg elsker prag. udover usa. jeg tror helt klart, at jeg i mit tidligere liv har været en mand fra prag der rejste på eventyr til det store amerika. kafka’s secret lover.

e: nej, jeg tror ikke på tidligere liv.

f: kun lidt. fx når jeg ser x-files afsnit der handler om det.

g: x-files taler altid sandheden

h: hvis der er en gud, hedder han chris carter. satan hedder eugene tooms, og jesus hedder fox mulder.

i: der kommer en ny x-files film til sommer, og da jeg hørte det var jeg ved at tisse i bukserne af glæde.

j: not really.

k: overdrivelse fremmer forståelsen. det er mit motto.

l: jeg har også et andet motto. det hedder ‘livet er for kort til at smøre madpakker’.

m: der er ikke en værre lugt i verden end en hel skoleklasse der lige har spist madpakker. en vammel blanding af agurk, æggebøvser, leverpostej og danone. da jeg gik i folkeskole var jeg ved at brække mig hver eneste dag.

n: jeg synes ikke agurker smager godt længere? det er som om at der er sket et eller andet med agurker de seneste par år? de er sure, bitre og tørre. også de økologiske. øv.

o: det var dog det mest ligegyldige et menneske nogensinde har skrevet. jeg burde vinde en pris.

p: ligegyldigt pladder ingen andre end mig ville gide at høre om, men det er min blog så jeg bestemmer: oh my god, conan var fantastisk i fredags - alle hans klassiske sketches og vaner var med. string dance, vælten med mikrofonen når han sagde noget klamt, hans spanske sæbeopera hvor han spiller den lækre mandlige hovedperson conando, en mand i et tilfældigt dyrekostume, hans teenagedagbogsskriveri efter et interview med en kvinde han lige har siddet og savlet over (denne gang christina applegate), og hans band spillede creep med radiohead til sidst i showet. er det bare lige mig der skumler lidt over at de valgte at spille den sang lige et par timer efter jeg havde skrevet om conan og radiohead i blårgen? skørt tilfælde. such an x-files moment. det er trods alt kun fire-fem gange om året den sang bliver nævnt/sunget/spillet i late night with conan o’brien. fantastisk show. bedre end mandagens show, hvilket siger en del, for der var moby den musikalske gæst. moby og conan sammen = orgasme. jeg tør slet ikke at tænke på den dag hvor moby, conan og radiohead er i samme show. ooooouuuuuh!

q: på mit tastatur er q-tasten røget af, så jeg er helt nede i det inderste hardware når jeg trykker på den.

r: ctrl-tasten er også røget af.

s: de to taster røg af på to forskellige tidspunkter.

t: den første gang spildte jeg cola ud over min bærbare.

u: den anden gang havde jeg ikke lært af den første gang, og spildte igen cola ud over min bærbare.

v: man kan tørre et tastatur og redde en hel bærbar ved hjælp af en hårtørrer. så ved du det. men pas når du fjerner tasterne, for de knækker ret nemt.

w: min blærbare er en oldsag efterhånden. den blev lavet før man havde trådløst internet, og den gang man stadig brugte disketter. men jeg har ikke råd til en ny. og den fungerer jo sådan set okay - 7-9-13. og det er alligevel ikke så tit jeg har brug for at skrive ‘q’. og jeg har omprogrammeret tastaturet så en anden tast fungerer som ‘ctrl’.

x: jeg er en nørd.

y: vidste du at man i googles søgemaskine kan indstille sproget til ‘elmer fjot’? man kan også vælge klingon, hacker og apotekerlatin. google.dk>indstillinger>brugerfladesprog.

z: jeg er en nørd.

ok, bye and goodnight
mobycruel

Mine fingre har kriller, min hjerne spytter den ene sætning ud efter den anden, og der er lige pludselig så mange ting jeg vil sige. Hvis du synes denne blog så aktiv ud i marts, så skulle du se min papirjournal, og høre hvor irriterede folk omkring mig er af at lytte til mit vrøvl. Det er blevet forår, selvom det ikke er til at se og føle på.

Det absurde er, at jeg bliver i godt humør og enormt produktiv af solen, men ikke kan tåle at være i den. Hvorfor har jeg også rødt hår, og fregner som multipliceres af den mindste solstråle? Det er nu ikke fordi jeg hader at få fregner - det er fordi det gør ondt når fregnerne steger! Gud, hvis denne findes, har en underlig form for humor. “Her har du en sol som gør dig glad, men du må ikke være i den, så giver jeg dig hudkræft - haha!”

Men selv om jeg sidder indenfor en hel dag for nedrullede gardiner, mærker jeg humøret gå op på denne tid af året. Varmen løsner op for min frosne vinterhjerne. Det er nu ikke fordi jeg får vinterdepressioner - jeg er såmænd smågnaven hele året. Bare lidt mindre i varmen. Jeg skulle have været født i en ørken, hvor solen skinner hele året, og hvor man kan lave spejlæg på sten. Bagdad Café ville være det skønneste sted at arbejde. Jeg er godt nok ikke en stor tysk kvinde der kan trylle, men jeg er en stor dansk kvinde der kan klæde sig ud i tyrolertøj - det må gå an? Og så kunne jeg lave ægte kaffe til turister på afveje om dagen, og bruge mine aftener på at sidde nøgenmodel for en gammel slesk mand, i en gammel slidt campingvogn. Det ville være himmelsk, intet mindre.

Solen er her jo ikke helt endnu, så jeg ved ikke hvad det er, jeg brokker mig over/glæder mig over. Jeg var gemt væk under dynen fra november til februar. Marts vækkede mig, det er lige pludselig blevet april, og der er heldigvis lang tid til november.

Min moder er lige fyldt 60 år. Nøj, hvor er jeg gammel. Jeg synes det var i går, at vi holdt hendes 40-års fødselsdag. Jeg var ikke mere end fem år, men husker den tydeligt. Jeg havde fået lov til at puste hendes lagkagelys ud, det var det fedeste i verden den gang. Min mor havde lavet en stor lagkage, og min far havde placeret en pære i midten. Altså, sådan en der hænger på lamper. Der var ikke plads til 40 lys, sagde de. Jeg gloede meget overrasket på de gamle, da de sagde at jeg bare skulle puste. Men man stoler vel på sine forældre - så jeg pustede! Og ovre i hjørnet stod min fader ved stikkontakten, og tændte og slukkede for pæren i lagkagen, mens ti onde og forfærdelige familiemedlemmer var ved at dø af grin.

Jeg er stadig lige så naiv, men 20 år ældre. Og min mor er 60. T-R-E-S. Og ikke at jeg er en pessimist, men der er godt nok ikke lang tid til, at jeg skal besøge mine forældre på plejehjemmet. Selv om de insisterer på, at de aldrig nogensinde skal flytte fra det hus de har boet i, i snart 40 år. Og det er egentlig ikke fordi jeg er nervøs for at de snart kreperer. I min familie bliver man gammel - der er ikke noget der hedder ‘arv’. Men jeg synes altså, at jeg først lige er begyndt at skulle klare mig, uden at kunne låne penge fra moar når jeg er på røven. Jeg sagde ‘begyndt’, mor. Og om 15 år er det dem, der skal låne penge af mig, fordi de ikke kan få folkepensionen til at række længere.

Men til den tid er jeg 40. Og så er jeg vel blevet voksen og fornuftig nok til, at kunne lave en lagkage, få min mand til at putte en pære i midten, og sætte mine senile forældre til at puste den ud.