HVID STØJ ER GODT FOR HELBREDET

Jeg havde ingen undervisning i dag, så besluttede mig for at gå i biografen for at se Zodiac. Den varede 2 timer og 38 minutter, så det skulle være muligt at slå lidt tid ihjel med den.

Der var ikke så mange i salen til sådan en eftermiddagsforestilling til 90 kroner. Men sladdertanterne over dem alle var der. Det var et ældre venindepar på i hvert fald 75. De satte sig lige ved siden af mig, på trods af at stort set hele salen var ledig - og så begyndte snakken ellers. Mænd de havde kysset, shots de havde drukket. WHAT?!

Fair nok, tænkte jeg - de holder nok op når filmen begynder. Wrong. Jeg satte mig ned på en anden række. I den næste halve time gik snakken videre, om alt muligt andet end filmen, mens jeg rømmede mig højere og højere - hvilket vist bare resulterede i at de snakkede højere og højere. Til sidst gav jeg op, vendte mig om og bad to gamle kvinder, tre gange min alder, om at tie stille fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om filmen. Fuldstændig absurd. Det er vist tegn på at jeg egner mig til at blive pædagog, det er vel altid noget.

Det virkede - i omkring 10 minutter. Efter endnu en halv times snakkeri og et par toiletbesøg (deres, ikke mine) besluttede den ene kvinde at hun ikke gad at se filmen mere. Men først skulle hun lige tænde sin lighter for at se sit ur under stort drama og bruge et par minutter på at diskutere med den anden kvinde. Og så gik hun endelig.

Filmen var okay.

Jeg har siddet og stirret på min mobiltelefon hele dagen. Skal jeg ringe, skal jeg ikke. Jeg bliver nok nødt til det, for jeg har ikke andet end fire tomme sodavandsflasker og en håndfuld 25-ører tilbage til resten af måneden.

Altså bliver jeg nødt til at gå til mo-ar og fa-ar. For anden gang i denne måned. Det er min egen skyld - jeg har ikke fået ordnet SU-lån før i sidste øjeblik, så de penge gik ikke lige ind i denne måned. Der er ikke noget mere skræmmende end at skrive under på, at man er indforstået med, at man skylder over 100.000 kroner hvis man indsender et stykke papir, så det fik jeg ikke lige gjort i god nok tid.

Hellere tigge hos mor og far. Men det er altså lidt pinligt at gøre det to gange på tre uger. Især når man ikke har boet hjemme i gud ved hvor mange år og burde kunne klare sig selv. Så jeg fortsætter lige med at glo lidt på min mobiltelefon.

I nat drømte jeg at Pia Kjærsgaard var gået af, angiveligt fordi hun var træt af at blive svinet til. Det var et mareridt at vågne op til virkeligheden. Oh well, i det mindste smuttede Lotte Bundsgaard i stedet. Men hold kæft hvor har jeg nogle underlige drømme. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at flyve, som alle andre? Jeg har aldrig nogensinde fløjet i en drøm. Hvis man ser bort fra de 800 drømme hvor jeg faldt op og ned i en løbsk elevator.

Ungdommen nu til dags er forfærdelig. Ungdomsuddannelser er præget af kaos, ja selv på de videregående uddannelser er voksne mennesker mere optaget af at småsnakke i timerne end at lytte til underviseren. Der er intet der har irriteret mig mere i de, efterhånden, tyve år jeg har gået i skole (jeg er lidt langsom til at finde ud af hvad jeg skal være når jeg bliver voksen). Der er intet mere belastende end sådan nogle småfnisende småtøser nede i hjørnet der sidder og griner over en sms, eller lige skal høre hvordan weekenden gik.

Og nu… er jeg blevet en af dem. Jeg har seriøst fået problemer med at koncentrere mig i timerne. En hel ny verden har åbnet sig for mig; jeg er blevet ballademager. Det hænger nok sammen med at jeg er rigtig glad for min klasse, så der er faktisk nogen jeg gider at snakke med. Så meget, at pauserne åbenbart ikke er nok.

Jeg er så irriterende. Og jeg er bare så glad fordi jeg endelig fatter det fede i at være en spielverderber! Men det havde være liiiidt mere praktisk at jeg havde fået overstået denne fase i folkeskolen, i stedet for på en videregående uddannelse…

Hvis der er nogen der stadig har avisen fra i tirsdags (15. maj) liggende, og har lyst til at give den til mig, så er jeg kendt for at være gavmild :-)

Jeg var åbenbart i URBAN tirsdag? Men kun i vest-udgaven? Mit indlæg handlede om min nabo, så det er nok meget godt at københavnerne ikke så det - men jeg gik glip af det, øv. Det kan mit ego slet ikke klare. Det er da også lidt strengt at jeg skulle have taget over Storebælt for at se mine bogstaver i avisen. Eller havet rodet i skraldespandende på Hovedbanegården.

Note to self; tjek din mail lidt oftere.

Jeg er syg. Eller har allergi. Jeg lyder som en kaffemaskine når jeg trækker vejret. Plop, klik, pop… Rice Krispies i mine lunger!

Og det er selvfølgelig allerværst når jeg ligger ned, hvilket betyder at jeg nåede at få 3 timer og 20 minutters søvn i nat, før jeg (heldigvis) vågnede op og ikke kunne trække vejret længere. Der er ikke så meget voldsomt spændende i fjernsynet halv tre onsdag morgen - så ved du det. Jeg læste engang at rødhårede har en lavere smertetærskel. Det tror jeg gerne på. Av.

I alle mine seks år i denne lejlighed, har naboen i den næste opgang boret og hamret på de mærkeligste tidspunkter. Der er enormt strenge regler for hvornår man må larme - og det lykkedes ham konsekvent at undgå alle de tilladte tidspunkter af døgnet.

Nu siger jeg “ham” fordi jeg bare går ud fra at det er en mand… Men det kunne jo lige så godt være en kvinde. Jeg snakker knapt med dem i min egen opgang, for det gør man jo bare ikke i København, så det er stadig et mysterium hvem der bor på den anden side af væggen, i den anden opgang. Nogle få gange er det lykkedes mig at få ham til at forstå at han bare ikke skal larme - ved selv at larme. Musik, hamren på væggen, you name it. Hvorfor går jeg bare ikke hen til lejligheden og beder ham om at tjekke tidspunktet på døgnet?

Hvad han laver, ved jeg ikke. Men det foregår mindst to til tre gange om ugen. Jeg har forestillet mig meget. Måske er han ejendommens handyman der hjælper alle naboerne. Måske er han tiltrukket af træ og laver en masse til at tilfredsstille hans behov. Måske er det en lille dreng der er blevet sendt på værelset, hvor han så laver en masse træfigurer, som i Emil fra Lønneberg. Eller også har han bare kun IKEA-møbler, som jo går i stykker konstant.

Jeg vil egentlig slet ikke vide det.

Ja, så er jeg også i blogverdenen. Jeg er endnu ikke helt sikker på hvorfor, for det er ualmindeligt skræmmende for mig at dele mine tanker med andre. Måske er det netop derfor jeg endelig er sprunget ud – der skal ske noget, jeg har fået en mærkværdig lyst til at udvikle mig. Jeg har altid skrevet meget, jeg deltidslever af at skrive, men det personlige har jeg holdt mig til at skrive i de slidte dagbøger.

Jeg kom til at tænke på et indlæg jeg skrev i min dagbog som teenager; ”Hvor er jeg om 10 år?” Jeg skrev side op og side ned om at jeg havde et fedt job i musikbranchen, en lejlighed midt i byen, og var venner med mit teenageidol. Og ved du hvad? Det er alt sammen blevet opfyldt. Jeg må være synsk! Eller også har jeg evnerne til at bringe ting til liv som jeg skriver – du ved, som i ”Otto er et næsehorn”, hvor der dog tegnes på væggen i stedet.

Men jeg skulle nok have skrevet det lidt mere detaljeret, så jeg ikke havde endt med et dårligt betalt FRITIDSjob i musikbranchen, en etværelses uden køkken midt i byen på 6. år, og havde forudset at jeg kun var ven med mit teenageidol på MySpace… Mindre detalje.

Nårja – jeg er en 24-årig studerende fra København, og er så er jeg ualmindeligt god til overspringshandlinger. Lige nu burde jeg have læst 60 sider til undervisningen i morgen, men i stedet oprettede jeg en blog – hej tåbe!